Det er i dag ikke så ualmindeligt, at mennesker midt i livet oplever at befinde sig i en midtvejskrise, hvor store spørgsmål er oppe og vende. Det er ofte spørgsmål omhandlende temaer som, om man har nået bestemte mål og om man har indfriet ungdommes drømme eller om man stadig er på rette vej, eller om man er kommet ud på et spor, som man ikke trives med.

Selvom det kan være hårdt, at befinde sig i en sådan krise, kan den betyde, at store beslutninger tages og livet drejes i andre retninger og for mange med et langt bedre velbefindede. Det kan således være hensigtsmæssigt at tage sit liv op til revision, mens man stadig har muligheden for at gribe aktivt ind og handle for en bedre tilværelse. 

I forbindelse med livsfortrydelse bliver det synligt, hvilket livsindhold man i det lange løb værdsætter. Det giver anledning til overvejelser om, hvilke værdier vi med fordel kan prioriterer i vores liv, samt hvordan vi senere i livet bedst kan håndtere de feltalgelser, vi tidligere har gjort. En livsevaluering kan således føre til et bedre velfindende og en mere tilfredsstillende tilværelse samt bevirke, at fortrydelser senere i livet ikke forekommer eller minimeres. 

Fortrydelser kan således skabe mulighed for at korrigere uhensigtsmæssig adfærd, hvorved ønskede mål alligevel kan opnås. Fortrydelse kan dermed motivere os til at revidere beslutninger og iværksætte korrigerende handlinger, der potentielt kan forbedre vores livsomstændigheder. 

Det er i psykologien kendt, at mennesker ofte evaluerer livet nær dette afslutning. De mennesker, som efter en livsevaluering føler sig stolte af deres bedrifter, vil kunne se tilbage på det levede liv med få fortrydeler og en generel tilfredshed. Omvendt kan de, der vurdere deres liv mindre eller ikke vellykket, ofte have en følelse af, at livet har været spildt og kan dermed opleve mange fortrydelser og en generel følelse af fortvivelse. Tiden til at ændre fortrudte beslutninger er for ældre mennesker begrænset, hvorved livsfortrydelse kan blive dysfunktionel. Desuden kan ældre mennesker være mindre tilbøjelige til at fokusere på personlig handling og mere tilbøjelige til at fokusere på andres handlinger, hvilket indebærer nedsat forståelse for egen og motivation for selv at gribe ind.