”Den første tåre

Da Adam og Eva var blevet forvist fra edens Have, så Gud, at de angrede deres brøde. Han fik medlidenhed med dem og sagde blidt: ” Stakkels børn! Jeg har straffet jer for jeres forseelser og har drevet jer ud af Edens Have, hvor I levede sorgløst og fri for bekymringer. Nu træder I ind i en verden fuld af sorg og ulykke, der trodser enhver beskrivelse. Dog skal I vide, at jeg er gavmild, og at min kærlighed til jer vil vare evigt. Jeg ved, at I vil møde megen modgang, og det vil forbitre jert liv. Derfor forærer jeg jer min dyrebareste skat, denne kostelige perle – tåren. Når I bliver overvældet af sorg, når jere hjerter er ved at briste, og stor smerte griber jeres sjæl, da vil denne tåre falde fra jere øjne, og byrden vil straks blive lettere at bære.

   Ved disse ord blev Adam og Eva lammet af sorg. Tårer vældede frem fra deres øjne, strømmede ned over deres kinder og faldt ned å jorden.

   Og det var disse smertens tårer, der først fugtede jorden. Adam og Eva forlod en kostbar arv til deres børn. Og lige siden, når mennesket er i stor sorg, dets hjerte smerter og dets sind er tungt, flyder der tårer fra dets øjne. Og se! Sorgen letter.” Citat: Den nødvendige smerte. Om sorg, sorgterapi og kriseintervention. Marianne Davidsen-Nielsen . Nini Leick. 1. udgave, 11 oplag 1997. Munksgaard, København 1987.

I dag kan der være en udbredt forståelse af, at hvis man har oplevet noget rigtigt svært og smerteligt, så vil gråd lette det svære og sorgen. Det er også rigtigt, at sådan vil det være i mange tilfælde, men der er også tilfælde, hvor gråden ikke opleves at lette det svære. Jeg har ofte haft klienter, der fortæller, at selv om de græder, så letter det ikke på deres sindstilstand. Et nærmere kig på gråd og dens funktion kan derfor være hjælpsomt.  

Forskellige fagområder har forsket i gråd, og ud fra disse tegner der sig et mønster af, at gråd har nogle psykiske, nogle kommunikative, nogle kognitive og nogle biokemiske effekter. Samtidig peger forskningen på, at den sammenhæng, man befinder sig i, når man græder, det vil sige, hvorfor man græder og i hvilket selskab, er afgørende for den fysiske og psykiske effekt, som gråden har. Det vil vi se nærmere på i det efterfølgende.

Overordnet set kan man sige, at der findes forskellige former for gråd med forskellige formål. Flere psykologiske teorier inddeler gråd i to typer: kaldegråd og slippegråd.

Kaldegråden er menneskets måde at bede om hjælp og trøst på. Allerede fra fødselsøjeblikket kan børn græde. Udviklingshistorisk er gråd en før-sproglig måde at udtrykke tilstande som angst, smerte, sult og ubehag på med det formål at påkalde sig opmærksomhed, trøst og hjælp. Denne form for gråd kan også beskrives som, at børn græder i forbindelse med alle stresspåvirkninger, som frembringer spændingstilstande i kroppen, og hvor gråden har til formål at frigøre de opståede spændinger i og med, at barnets omsorgsperson kommer og hjælper barnet, hvilket i yderste konsekvens sikrer barnets overlevelse.

Når man græder, sker der det på det biokemiske niveau,  at der udskilles oxytocin og måske også endorfiner. Oxytocin er kendt som kærligheds- og nærhedshormonet. Endvidere er det således, at når vi udskiller oxytocin, så forstærkes vores følelsers intensitet, hvorved det parasympatiske nervesystem aktiveres, og det sætter kroppen i afspændt hviletilstand. Desuden kan det tilføjes, at oxytocin frigives ved berøring, som man for eksempel får ved trøst, som igen har en beroligende og afslappende effekt. Kaldegråd har således indvirkning på kroppens tilstand af anspændthed contra afspændthed  – dels ved indre dynamikker og mønstre og dels ved modtagelse af ydre omsorg og trøst.

I litteraturen beskrives kaldegråd som en overfladisk gråd, en søgen efter opmærksomhed/en kalden på nogen, en venten på nogen, men det betones også, at kaldegråden ikke giver sammen spændingsudløsning som slippegråden.

Eksempel på kaldegråd ved tab:

 Når voksne græder kaldegråd, er det fordi, den infantile reaktion er blevet videreudviklet til et nødsignal blandt voksne, hvor man forsøger, at fastholde den/det man har mistet. Dette skal ses i sammenhæng med, at menneskearten udmærker sig ved vores evner for medfølelse og flokinstinkt, så nogen kan komme os til hjælp, når vi med gråd viser nød og lidelse, såvel visuelt som lydmæssigt, på en tydelig måde.

Den medfødte evne, til at reducere stress gennem gråd, bremses imidlertid mere eller mindre gennem de fleste menneskers opvækst, hvorved mennesker mister evnen til at opløse stresstilstande på en sund og naturlig måde.

Nogle børn lærer tilmed at kontrollerer sig så godt, at de som voksne aldrig græder, og andre kan opleve, at de kan smågræde men tør ikke hengive sig til den forløsende gråd, som kaldes slippegråden, og hvis man udelukkende oplever kaldegråd i forbindelse med traumer og tab, kan man opleve at sidde fast i en smerte- og lidelsesfuld indre oplevelse.

Sippegråden, også kaldet den sorgfulde- og den lægende- og forløsende gråd, har en anden karakter. Slippegråden reducerer angst og stress ved, at man kommer ind i sig selv i stedet for at føle sig ude af sig selv.

Her er det vigtigt at være opmærksom på, at det ikke er hyppigheden af gråd, der er bestemmende for om frigørelse forekommer, det er derimod dybden af gråd. Den lægende gråd er den dybe hulken, som den spædbarnet evner og som giver slip i spændinger i kroppen, hvorved lettelse opstår.  Spændingerne i kroppen opstår ved, at kroppens muskler trækker sig sammen som forsvar mod såvel fysisk som psykisk smerte. Sammentrækningen sker for, at det smertefulde i et forekommet traume ikke skal blive for overvældende i forhold til kroppens normale balance i det autonome nervesystem. Erkendelsen slipper kun langsomt ind, hvilket bevirker, at ens system ikke mærker smerten umiddelbart efter et traume er indfundet, da det er vigtigt, at man bevarer in handlekraft, mens en trussel står på. Det er først, når den akutte situation er overstået, hvorved spændingen i musklerne begynder at opløses, at erkendelsen af det traumatiske og den oplevede smerte opstår. I den forbindelse er det vigtigt at være opmærksom på, at kroppens sunde balancetilstand er afhængig af, at spændingerne opløses, hvilket foregår ved, at man giver efter for smerten og begynder at overgive sig til den dybe helende hulken. Grådens funktion er således at forløse de kropslige spændinger, som et traume/tab har forvoldt i kroppens muskulatur

Forskellige former for gråd har altså forskellige dybde og dermed også forskellig indflydelse på den muskelafspændende kvalitet. Gråd kan have en vis spændingsløsende værdi i nuet, men ifølge teorien om kaldegråd og slippegråd, vil det kun være den dybere gråd, som giver en længerevarende følelse af lettelse. Her er teorien endvidere af den opfattelse, at når man græder med slippegråden, vil man på den måde få taget afsked med en afdød og givet slip på de emotionelle bånd.

Min egen erfaring er, som mange årig praktiserende klinisk psykolog, at meget få mennesker ønsker at give slip på et menneske, som de har mistet og som de har været tæt knyttet til. I min praktisk arbejder vi derfor med, at man sagtens kan have den mistede kære med videre i sit liv, men på en anden måde, end da vedkommende var i live. Det er en stor gave for mange mennesker, at et fysisk farvel ikke også indebærer et mentalt farvel. I den forbindelse har jeg oplevet unge klienter, der mistede en forælder lige før deres konfirmation, hvor det betød meget for dem at have den afdøde forældre med til konfirmationen på en eller anden måde. Mange har også stor glæde af at føre samtaler med den afdøde. Jeg har for eksempel haft en kvinde i terapi, der havde mistet sin mand efter et langt og lykkeligt ægteskab, der hver aften sluttede dagen af med at fortælle sin afdøde ægtefælle, hvordan hendes dag havde været.

I min klinik indebærer bearbejdning af traumer og tab og den efterfølgende sorgprocessen også en bearbejdning og udvikling af en ændret identitet, hvilket igen kan være med til forløsning og lettelse.

Ud over at der er forskellige former for gråd, så har gråden, som tidligere nævnt også forskellige formål. Gråden kan være en form for kommunikation til os selv og dermed være med til at åbne erkendelser for os selv og dermed en hjælp til at forstå os selv bedre. I nogle situationer kan vi blive overrasket over, at vi pludselig bryder ud i gråd, og det går da op for os, at vi har flere følelser forbundet i dét, som udløste gråden. Man kan på en måde kalde det for en form for en terapeutisk kommunikation med os selv i forhold til, hvor vi har noget på spil.

Det kan være en meget hjælpsom at blive vidende om, hvad vores gråd er udtryk for, når vi græder. Udover at græde ved sorg og traumer, kan man også græde, når man føler afmagt og utilstrækkelighed som for eksempel, når man er frustreret og ikke kan handle sig ud af det. Man kan græde, når man bliver forladt, som ved dødsfald og brud i parforhold, men også når man føler sig forladt, bliver svigtet eller føler sig alene og ensom. Man kan græde, når man føler sig sårbar og mødes med omsorg, men også når man bliver rørt over egen eller andres lykke, succes eller oprejsning.

Nogle mennesker oplever at de græder for meget, men at de ikke opnår nogen egentlig lettelse. Nogle psykologer tænker, at disse menneskers gråd ligner den såkaldte kaldegråd: kalden efter moderen, og at denne gråd jo ikke giver samme spændingsudløsning, som den dybe gråd. Man mener også, at hvis gråden bliver vedvarende, så er der stadig spænding i kroppen. Denne tilstand ses ved en vedvarende tilstand af sorg, det vil sige, hvor traumet og tabet er fastfrosset i kroppen.

Eksempel på for megen og uforståelig gråd:

Som sagt er der forskellige former for gråd. Hvis gråden for eksempel er forbundet med skam, er gråden i sig selv ikke forløsende. Der kan også være gråd i forbindelse med vrede, som også er en spændingstilstand, og der kan være gråd i forbindelse med glæde, idet en god oplevelse kan bevirke en kraftig afspænding og en slags lettelsens tårer. Endvidere ved vi, at omsorg er en vigtig faktor, og at den faktisk går to veje. Vi har set, at gråd kan komme ved mangel på omsorg, men man kan også græde, når man får omsorg. Der er her tale om to forskellige slags gråd, hvor førstnævnte skyldes en mangel og forladthedsfølelse, og hvor den anden mere er forløsende, idet man får det, man trænger til, og det prikker hul på bylden.

Som det fremgår af ovenstående, så er grådens vigtigste rolle nok af social art. Endvidere er den situation, man befinder sig i, afgørende for, om gråden medfører forløsning. Hvis man som voksen græder blandt fremmede, er sandsynligheden større for, at man får hjælp, da gråden er en meget effektiv kommunikator. Som tidligere beskrevet er en livsvigtig effekt af gråden hos spædbørn, at nogen tager sig af dem, men det har stadig lidt af samme virkning blandt voksne.