Inden for de senere år har der været et udbredt fokus på begrebet resiliens, som er et begreb, der rummer flere forskellige forståelser. Professor Dion Sommer, der har lavet en oversigt over resiliensbegrebets udvikling fra 1970´erne og frem til i dag, beskriver fire bølger i forståelsen af resiliens. Første bølge opstod i forbindelse med et skizofreni-studie hvor patienterne var børn. I studiet vakte det forskere interesse, at flere af børn klarede sig bedre end andre. Hypoteserne dengang gik på, at de børn, der klarede sig bedre, måtte være mere hårdføre end de andre og begreber som ”stålbørn”, ”usårlige børn” og mælkebøttebørn” opstod. Forståelsen for resiliens i denne første bølge kan betegnes som egoresiliens, det vil sige, at resiliens anses som et personlighedstræk. Denne forståelse blev i 1954 forkastet af forskerne Werner og Smith, der gennemførte et studie, hvor de i 40 år fulgte en hel årgang på 700 børn født på Hawaii.

Werner & Smith kom gennem deres studie frem til, at resiliente børn havde normal intelligens, at de var kendetegnet ved at være charmerende og at de fik positive reaktioner fra jævnaldrende og voksne. Werner og Smith konkluderede derpå, at det vigtigste er at have egenskaber, som gør, at andre får lyst til at hjælpe én, og at det netop er hjælpen fra andre, som spiller den største rolle, og at mennesker har stor nytte af at blive set og hjulpet af andre.

Anden bølge forekom gennem 1980´erne. Her havde forskerne fokus på faktorer, som er med til at beskytte børn, der lever under svære vilkår. Fokus var på sårbarheds- og beskyttelsesfaktorer, tilknytningsmønstre, familiedynamikker samt stress. I 1990´erne kom så tredje bølge med stigende interesse for forebyggelse og behandling af mennesker i forbindelse med omsorgssvigt. Fjerde bølge i 2000´erne og begyndelse af 2010´erne bevægede sig henimod en tiltagende kompleks forståelse af mange niveauer i risiko-og beskyttelsesfaktorerne. Der blev foretaget forskning på mange forskellige områder og niveauer indenfor genetik, neuropsykologi, religion, tilknytning til familie, venner, skole samt professionel hjælp og copingstrategier.

Sammenfattende kan man således sige, at udviklingen af forståelsen af resiliens er gået fra en stereotyp og individpsykologisk opfattelse til en relationel og dynamisk opfattelse.

I dag opererer mange forskere og praktikere med en forståelse, der går på, at der skal være et element af risiko og/ eller belastning til stede, og at udfaldet, i forhold til graden og størrelsen af belastningen/risikoen, er bedre end forventet. Man kan beskrive resiliens som evnen til at overvinde risikofaktorer og belastninger, som de fleste i mange tilfælde ville bukke under for. Endvidere kan man sige, at resiliens indeholder en forståelse samt et mål for menneskelig udholdenhed og trivsel, og at det overordnet handler om: at have evnen til at klare sig godt trods modgang, at kunne holde ud, at kunne tilpasse sig samt, når tingene går skævt, vedblivende at kunne holde fokus på målene. Ydermere er mange resiliensforskere og praktikere af den opfattelse, at såvel miljømæssige som individuelle faktorer har stor betydning for udviklingen af resiliens. Resiliens kan dermed betragtes som en udviklingsproces, hvor man over tid udvikler sig i samspil med omverdenen og de fællesskaber, man indgår og deltager i. Resiliens er dermed afhængig af: hvilke udfordringer man oplever, af egne evner i forhold til fleksibilitet, af nuancering i tænkningen samt endelig omgivelsernes støtte i det daglige. Resiliens kan betragtes som et kontinuum og en færdighed, hvor man gennem træning kan øge graden/styrke af færdigheden. Resiliens er således ikke noget stationært, men henviser til et udviklingsperspektiv og må forstås som et dynamisk fænomen, det vil sige som en udviklings- og dannelsesproces, og derfor giver det måske også mere mening at tale om resiliente færdigheder end blot resiliens. Ifølge Faezeh Zand, der forsker i resiliens, er resiliens ikke noget vi har, eller noget vi er, det er noget, vi gør.

Der er også fortalere for, at resiliens bør anskues domænespecifikt, idet mennesker på samme tid kan udvise resiliens på nogle områder og sårbarhed på andre områder. Der kan fx være tale om et barn, der oplever omsorgssvigt, men som formår at klare sig godt i skolen og har nære venner, men som oplever problemer med selvværd og angst. Resiliens kan desuden veksle over tid. Vi kan alle opleve perioder, hvor vi generelt oplever os mere sårbare, ligesom vi kan have perioder, hvor vi oplever større grad af resiliens. Resiliens er således altid et udtryk for et øjebliksbillede og ikke noget stationær.

I forbindelse med resiliens bruges ofte begreber som livskraft, livsmod og modstandsdygtighed. Ifølge filosoffen Schopenhauer har de fleste mennesker en drivkraft – en vilje til livet – det vil sige, mennesker vil livet, og det vil de i kraft af udfordringerne og på trods at belastninger. For at håndtere disse belastninger og risici, kan mennesket så udvikle og gøre brug af de resiliente færdigheder. Nedenfor beskrives tre eksempler på resiliente færdigheder: tilpasning, modstand og distance.

I det moderne samfund, er vi alle nødt til at udvikle resiliente færdigheder. For at kunne begå os er vi nødt til, i et eller andet omfang, at udvikle social smidighed for at kunne passe ind og navigere i verden. Med andre ord er vi alle i et vist mål nødt til at tilpasse os. Og netop tilpasninger er et af de træk, der kendetegner resiliens. Tilpasning kan defineres som at være i en kontekst, som ikke helt behager en, men som man efterhånden bliver ret god til at holde ud.

Vi møder alle masser af krav i vores hverdag. Vi møder dem i arbejdslivet, i kærlighedslivet, familielivet, institutionen, skolen etc. Vi er nødt til at være smidige og navigere i forhold til betingelser, vi er underlagt, og som vi måske er oppe mod, men vi er også nødt til at opbygge en vis form for standhaftighed herunder styrke og ressourcer.

Tidens krav om individualisme, selvforvaltning, konstant udvikling og omstillingsparathed samt sammenfoldningen mellem privatliv og arbejdsliv giver for mange en oplevelse af en ubalance mellem arbejdskrav og de ressourcer, den enkelte oplever sig i besiddelse af samt dem, der er til rådighed. Ubalancen bevirker, at rigtig mange medarbejdere og ledere oplever udfordringer på arbejdspladserne og dermed følgende stress. Ved at have mere fokus på disse ting samt have fokus på resiliens, kan vi blive klogere på, hvorfor nogle går ned med stress, mens andre ikke gør.

Som det fremgår af ovenstående, handler robusthed ikke om, at man som medarbejder skal være modstandsdygtig over for slid, belastninger og eller vanskelige og utålelige betingelser samt konstante forandringer, som måske er den forståelse mange arbejdspladser har i forhold til, når de ønsker sig og søger efter robuste medarbejdere. Det er jo netop sådanne arbejdsvilkår, som mange bliver budt i dag og som bevirker, at forekomsten af blandt andet stress er så udbredt i dag.

I forbindelse med arbejdet med udvikling af større resiliens og forøgelse af stressrobusthed har der været udviklet behandlingsformer, hvor fokus fx har været på træning af kompetencer som: selvbevidsthed, selvregulering, at sætte grænser, fleksibilitet, optimisme, anvendelse af personlige styrker samt opbygning af stærke relationer via træning i kommunikation. Der har blandt andet været fokus på i pressede situationer at stoppe og skabe ro fx ved at arbejde med bedre indsigt i sig selv og om sig selv og ens tanker. Der har været fokus på opnåelse af indsigt i samspillet mellem tanker, følelser og adfærd og at nuancere og sætte tankerne i perspektiv. Der har været arbejdet med bevidstgørelse af egne styrker samt betydningen af at bruge dem på arbejdet i givne situationer – herunder ændring af adfærd i konkrete udfordrende situationer. Opsummerende kan siges, at der har været arbejdet med at give sig selv refleksionstid, hvor man dechifrerer dagen/situationen/hændelsen og stiller spørgsmål til sig selv som: ”Hvad var det, der skete? Vil jeg/vi også have det sådan i morgen? Hvad kan jeg/vi gøre i stedet for en anden gang?”

Den tidligere beskrevne forståelse af resiliens, hvor der har været en optagethed af, hvorfor nogle mennesker i pressede situationer klarer sig bedre end andre, er oftest den forståelse, der arbejdes med fx i stresscoachingen. Denne forståelse indeholder dog den fare, at stress og stressreducering gøres til et individuelt ansvar, som igen indebærer, at det er den enkelte, der må styrke sig selv, gøre sig hårdfør, i forsøget på at leve med belastningerne. Der kan således være en tendens til, at tidens trang til resiliens efterladen det enkelte menneske alene med ansvaret for at håndtere samfundsskabte problemer. Hermed ikke sagt, at nogle af resiliensfærdighederne ikke kan være hjælpsomme i en pressede hverdag. Måske kan resiliensfærdigheden modstand også medføre en udvikling ud over en selv og føre til kritik og/eller til ”kamp” i forhold til ændring af rammer og kultur og dermed bedre vilkår. Det overordnede problem i den individuelle resiliensforståelse er imidlertid, at teorien reducerer en kompleks virkelighed, samt at den indeholder den risiko, at der kan opstå tanker som, at man bør stille sig tilfreds med vilkårene og tingenes tilstand, hvilket igen indebærer en risiko for stagnation, samt at der er ”rigtige” måder at tænke på, hvorved der ligger den fare, at hvis man ikke tænker på den rigtige måde, så bliver stress og nederlag ens egen skyld, hvilket igen kan medføre skyldfølelse, som igen kan give stress, og så kan den nedadgående spiral være lige om hjørnet.

Ifølge Peter Berliner, professor og resiliensforsker ved DPU Aarhus Universitet, så har vi hentet den individualiserede resilienskultur fra USA, og det har blandt andet medført, at vi har glemt vores egen tradition for at skabe bæredygtige og robuste fællesskaber. Vi er derimod blevet et samfund, hvor mange fællesskaber, som det har kostet slid at opbygge, falder væk, men netop fællesskaber er det, der skaber robusthed. Rådet er derfor, at vi nu bliver nødt til aktivt at arbejde for at bygge dem op.

Ifølge professor Steen Hildebrandt skal visse egenskaber være til stede i en organisation for at skabe et resilient miljø. Der skal være nære betydende relationer, da det kun er i sådanne, at mennesker kan udvikle sig meningsfuldt. Det er endvidere nødvendigt, at medarbejdergruppen har evnen til at se virkeligheden i øjnene, at den har evnen til at improvisere samt at den har evnen til at finde mening med tingene. Når disse faktorer er tilstede, og hvis den sociale kapital er høj, er muligheden der for at organisationen er -kan udvikle sig til at være – resilient, hvormed organisationen vil være i stand til at modstå udefrakommende modstand og dermed være i stand til at navigere i de forandringer, som skabes i omverdenen

Kendetegnende for et robust fællesskab er som sagt blandet andet nære, betydningsfulde relationer men også tryghed – herunder at kunne sige til og fra – og trivsel. Trivsel opstår, når udfordringer, kompetencer, ledelsesmæssig opbakning og kollegial sparring går op i en højere enhed. Det handler om, at organisation, er resilient, det vil sige, at når den møder modgang, kan den ”komme igen”, den er i stand til at ”hele sig selv”, den kan vokse sig stærk på trods, den kan ”absorbere” forstyrrelser og ved forandringer kan reorganisere sig samt sikre opretholdelse af funktioner, strukturer, identitet og feedback-mekanismer

Et andet kendetegn for et robust fællesskab er som ovenfor nævnt tillid. Et solidt grundlag for tillid er værdier forstået som et moralsk krav, som, i dette tilfælde, omhandler de krav organisationen står for at værne om og opfylde. Værdier rummer således forpligtelse, der må anses som en garanti, og hvis der opstår brud på forpligtelsen har dette konsekvenser, som kan danne grundlag for kritik.

Udviklingen af tillid, som over tid bestyrkes af positive erfaringer i forhold til opfyldelse af værdierne, kan medføre en større tolerance i forhold til at bevæge sig ind i det ukendte, og dermed gøre det lettere at tåle risiko og usikkerhed. Kendetegnende for resiliente virksomheder og organisationer er, at de indretter sig således, at de kan fungere under vedvarende systemforandringer og uforudsete kriser.

Den nyere tænkning omkring begrebet resiliens sættes begrebet ind i en kontekst, hvor blikket løftes fra udelukkende at have fokus på individniveau over til, at det er systemet eller organisationen, der skal være resilient og være bæredygtig. Hermed flyttes store dele af ansvaret fra den enkelte medarbejder til arbejdspladsen. Med denne forståelse kan man sige, at resiliens bygger på samspillet mellem de tre niveauer: individ, relationer og organisation.

Man kan således sige, at udviklingen af resiliens er gået fra en stereotyp og individpsykologisk opfattelse til en relationel og dynamisk opfattelse. Derfor er det også et stort tilbageskridt, når mange arbejdspladser samt enkeltpersoner, herunder stresscoaches, psykologer og andre i behandlingssystemet, arbejder med resiliensproblematikker ud fra et forenklet begreb om egoresiliens fra 1960, hvor resiliens sås som noget, man enten var i besiddelse af eller ej, over til den udvidelse af individforståelsen, på hvis grundlag og forståelse, der i dag tilbydes kurser, undervisning og terapi, hvor der stilles i udsigt, at resiliens er noget man kan lære fx ved benyttelse af positivt sprogbrug, der ofte kan have den effekt at problemer skjules. Det er dog nok mere hensigtsmæssigt at gøre brug af et nuanceret og præcist sprogbrug og arbejde på løse problemerne i fællesskab. Dette kan bl.a. indebære, at man kan bruge begrebet resiliens til at forholde sig til de mange niveauer af beskyttelses- og risikofaktorer, der igen kan bevirke, at et menneske gøres mere eller mindre sårbar eller resilient. I den forbindelse er det af stor vigtighed, at det i en organisation er okay at italesætte det, man oplever som svært og/eller bekymrende uden at risikere negative reaktioner fra ledelse eller kolleger. Det er her vigtigt at have for øje, at udviklingen af robuste fællesskaber ikke udelukkende ligger på ledelsesniveau, men også i den uformelle kultur.

Ifølge den franske filosof Foucault kan resiliens og herunder modstand og tilpasning forstås som dispositiver, der kan spille en rolle i regeringsførelse, politisk selvorganisering, ledelse samt omsorg for selvet. Et dispositiv er enten en forebyggende eller foreskrivende instans. Således er loven eksempelvis forebyggende, da den ud fra lovmæssigheder, deler verden op i det tilladte og det ikke tilladte, fortæller, hvad der er uønsket, hvorimod overvågning fungerer som foreskrivende og fortæller hvilken opførsel der er ønsket eller påskyndet. Et dispositiv er dermed med til at forme og organisere samfundet og aktørernes sociale liv, men samtidig bliver et dispositiv formet af italesættelser og ageren i forskellige diskurser i samfundet. Et dispositiv er derfor ikke statisk, men kan ændre form over tid. En analyse af dispositiver i en diskurs kan dermed bidrage til at afdække handlinger, vidensmønstre m.m., der ifølge dispositivet, betragtes som rigtige. Det betyder igen, at studiet af studiet kan tilbyde os en samtids”diagnose”/beskrivelse, der kan åbne op for kontingent og politisk handlen