At undertrykke tanker svækker immunforsvaret
De fleste mennesker kender til det, at pludselig kommer de til at tænke på noget ubehageligt, det kan være noget vi frygter i fremtiden, eller noget som vi ærgrer os over, som er hændt i fortiden. Mennesker reagerer forskelligt på, når ubehagelige tanker af sig selv pludselig dukker op i bevidstheden. Nogle lader tanken udfolde sig i bevidstheden og tænker videre over de ubehagelige emner, det kan fx være, hvad man frygter ved en kommende begivenhed, eller hvad var det egentlig, som var så ærgerligt ved det som skete i fortiden? Mange mennesker reagerer dog med at skyde tanken fra sig, ved at skubbe den tilbage i det mørke, hvor den kom fra. Om man tager imod en ubehagelig tanke og tænker den alvorligt igennem eller om man skyder den fra sig og distraherer sig selv ved at tanke på noget andet, afhænger ofte af den situation, som man befinder sig i. Er man fx travlt optaget af et eller andet som fx sit arbejde, en interessant samtale eller en spændende bog, reagerer de fleste formodentlig med at vælge at skyde tanken væk – for måske at blive længere ved tanken en anden gang. Omvendt kan det så forholde sig, hvis man fx sidder alene i et tog, her vil man ofte være mere tilbøjelig til at give sig tid til at tænke tanken alvorligt igennem. Om man skyder en ubehagelig tanke fra sig eller tænker den alvorligt igennem afhænger dog også af, hvem man er. Nogle psykologiske teorier taler i den forbindelse om, at man kan tale om to personlighedstyper, der gennemgående og næsten uafhængigt af den ydre situation vælger enten at skubbe de ubehagelige tanker ud af hovedet eller at tænke dem grundigt og alvorligt igennem. Den første type kaldes på amerikansk for repressors (de der fortrænger) og den anden for sensitizers (de der er særligt følsomme for ubehagelige tanker). Denne opdeling har fundet en slående sammenhæng mellem de to personlighedstyper og sygdomsrisiko, hvor det ser ud til at repressors har større risiko end andre for en række kropslige sygdomme, mens sensitizers har større risiko for psykiske lidelser som angst og depression. Et interessant spørgsmål er, hvorfor en vanemæssig tilbøjelighed til at skyde ubehagelige tanker ud af hovedet giver større risiko for fysisk sygdom. Man skulle måske ellers tro, at det snarere vil være mere sundt at få ”fred i sindet”, ved at skyde ubehagelige tanker ud af hovedet, men sådan er det altså ikke. En undersøgelse fra New Zealand giver en del af svaret på, hvorledes det kan gå til, at det at undertrykke sine tanker kan føre til dårligt helbred idet, at mennesker, der undertrykkelser deres negative tanker får nedsat deres immunfunktion (hvilket kan ses ved blodprøver), og dermed får sværere ved at bekæmpe virus og bakterier og måske endda kræftceller. Det har således en pris, hvis man vanemæssigt undertrykker sine ubehagelige tanker, hvilket giver et svækket immunforsvar som igen kan skade helbredet med risiko for forskellige sygdomme. Heldigvis viser forskningen, at mennesker som flere dage i træk skriver om deres stærke følelsesmæssige oplevelser og tanker, meget ofte får en bedre aktivitet i immunsystemet formodentlig fordi det er sundt af få lejlighed til at genopleve og gennemtænke tidligere belastende livsbegivenheder. I forsøg med skrivning om begivenheder, blev der hver dag taget en blodprøve, hvor man målte aktiviteten i den del af immunapparatet, som hedder lymfocyt-systemet og som omfatter en særlig gruppe af hvide blodlegemer, der er livsvigtige for vores evne til at bekæmpe virus, bakterier og kræftceller. Undersøgelsen viste, at personerne, der havde skrevet om tidligere stærkt ubehagelige begivenheder, efterfølgende gennemgående havde en bedre aktivitet i deres immunsystem, end personer, der ikke gjorte brug af aktivt at forholde sig til deres negative tanker, men som tilmed havde undertrykt dem. Flere terapiretninger anvender da også metoder, hvor klienten gentagne gange skal vende tilbage til en voldsom og/eller traumatisk hændelse. Der kan være forskellige forklaringer på, hvorfor dette er hjælpsomt. En forklaring er at hjernen efterhånden vil mindske sin reaktion på gentagelserne. Nogle terapiretninger arbejder med at klienten aktivt forholder sig til en hændelse ved at fokusere på, hvordan vedkommende agerede i øjeblikket, hvilket ogs